Fortidsminder og gravhøje på Nordfyn
Nordfyn har været et velbefolket område i tusinder af år, og det kan du godt se på det nordfynske landskab, hvor der er mange gravhøje og andre spændende monumenter fra vores fortid. Find de flotteste monumenter og se hvordan du kommer derhen!
Nordfyns fortid står lyslevende foran dig ved de store gravhøje, jættestuer og dysser - og så skal vi ikke glemme Glavendruplunden, der både rummer bronzealdergravhøje og en skibssætning fra vikingetiden. Nordfyn har nemlig været frugtbar landbrugsjord i mange tusind år, og indtil de store inddæmningers tid fra 1700-tallet var store dele af Nordfyn tættere på hav og fjord end i dag.
Derfor er der i dag stadig mere end 40 gravhøje og andre fortidsminder fra oldtiden tilbage i det nordfynske landskab. Mange af de gamle huse og herregårde på Nordfyn er desuden blevet bygget med fundament fra de gamle fortidsminder. Dengang var de nemlig ikke fredet, og derfor brugte bønder og herremænd stenene i de gamle gravmonumenter til deres egne bygninger. Når du går tur i skovene på Nordfyn, kan du også se gamle gravhøje.
Her finder du en liste over nogle af de gravhøje og andre monumenter fra fortiden, der er lettest at besøge.
Find Nordfyns gravhøje!

Finshøj - rundhøj ved Nørre Højrup
Finshøj er en rundhøj fra stenalderen og endnu mere vigtigt - det er den hidsige trold Fins hjem, så vær forsigtig med ikke at forstyrre ham!

Glavendrupstenen - runesten i Skamby
Oplev Nordfyns vikingetid i Glavendruplunden, hvor du finder en stor skibssætning og Glavendrupstenen med Danmarks længste runeinskription.

Gåsestenen - jættestue ved Emmelev
Gåsestenen finder du ikke så langt fra Otterup, og den har ikke noget med gæs at gøre, men er til gengæld en spændende jættestue fra stenalderen.

Jættestuen i Skamby
Du kan komme helt tæt på stenalderen ved jættestuen i Skamby, hvor du kan se det store arbejde vores forfædre gjorde for at lave et hus til de døde.

Kappendrup Kirke stendysse
Kappendrup Kirke er slet ikke en kirke, det er en kæmpestor langdysse fra stenalderen i byen Kappendrup på Nordfyn.

Stendyssen ved Stensby
Ved Sandvad tæt på Søndersø finder du en smuk lille stendysse fra bondestenalderen, hvor du også kan mærke de mystiske skåltegn.

Thorshøj - gravhøj ved Skamby
Thorshøj ved Skamby er en gravhøj fra bronzealderen og samtidig Nordfyns største høj - med en flot udsigt!
