Blå Kløversti ved Bogense
Den Blå Kløversti i Bogense giver dig mulighed for at opleve det bedste af det nordfynske natur!

Den Blå Kløversti fra Bogense fører jer rundt på en skøn naturoplevelse langs kyst, skov og eng.
Praktisk
- Den Blå Kløversti i Bogense er en overkommelig rute for både vandre- og cykelturen på 6,3 km.
- Ruten har både start og mål ved pylonen på det lille torv på Bogense Gl. Havn mellem Østre og Vestre Havnevej.
- Ruten er markeret af blå Kløversti-skilte.
- Området går op og ned i bakke og dal, og den maksimale stigning er på 6,8%.
- Der er parkeringspladser på Bogense Marina, på Vestre Havnevej og på Gyldensteensvej 99.
- Der er busrute mellem Odense og Bogense og Søndersø. Du kan finde din tur på rejseplanen.dk
- Hvis du vil til Bogense fra et andet sted på Nordfyn eller fra en nabokommune, er det muligt at bestille en flextur.
Oplev på turen
På den Blå Kløversti i Bogense oplever I en helt fantastisk udsigt fra stien langs kysten og forbi den flotte kirke. Herfra kan I se helt til Jylland og Endelave - og tættere på kan I se fuglelivet på Mågeøerne og den skovklædte Æbelø.
Digeruten
Ruten kaldes også Digeruten, fordi den går langs det gamle dige. Den nordfynske kyst var fyldt med små øer og fjorde, men hele området her blev inddæmmet, og nu er den tidligere havbund landbrugsjord, strandenge og beliggenhed for forskellige boliger.
Man brugte bl.a pumpemøller, der var med til at pumpe vandet væk fra området. Stegø Mølle på den tidligere ø Stegø er en sådan tidligere pumpemølle, der er blevet genopbygget efter en brand og kan ses udefra.
Her tæt på er der en sti langs den gamle vandingskanal, og følger I den kommer I til fugletårnet ved Dæmningsminde, hvorfra I kan se ud over en del af det store naturgenopretningsprojekt Gyldensteen Strand. I 2014 fjernede man nemlig digerne her og lad vandet komme ind igen, efter at området havde været inddæmmet fra 1871. Nu er der ikke længere landbrug, og der er kommet et rigt dyre- og fugleliv.
Fredskoven
Turen fortsætter langs markvejen og ind i Fredskoven under de høje gamle træer. En del af skoven er over 200 år gammel. Der er flere legepladser og udendørs fitness i skoven, hvis I har lyst til for eksempel at prøve lidt crossfit.
Ruten går langs Bogense Bybæk - og er I stille, kan I måske spotte havørreder og oddere i bækken - og Bogenses gamle bydel og tilbage til havnen.
Mad og drikke
Bogenses mange cafeer og spisesteder byder på masser af muligheder for at få noget lækkert at spise og drikke, og der er også masser a butikker, hvor I kan købe lækre snacks med til turen. Der er bænke flere steder på ruten, og på havn og marina finder I borde og bænke, hvor I kan slå jer ned.
Kontaktoplysninger
- Email: info@visitnordfyn.dk
- Phone: +45 6481 2044
Find vej
Vestre Havnevej/ Vestergade
5400 Bogense
Sidst opdateret af::VisitNordfyninfo@visitnordfyn.dk





